Om Java og Javascript – mest om Java :-)

Java og Javascript er to vidt forskellige ting – to forskellige programmeringssprog. De har helt forskellig historie, og de har for så vidt kun de fire bogstaver “Java” til fælles. Men der er nu alligevel ét fælles træk. Begge programsprog kan levere funktionalitet til din browser, og derfor opstår der tit forvirring.

Javascript

Javascript giver websider og din browser ekstra funktionalitet, idet din browser henter og kører javascript, der ligger på de internetsider du besøger. Din browser forstår Javascript uden download af andre programmer eller plugins – og Javascript køres “inde i browseren”. Hvis du eksempelvis bruger Skattevæsnets tast-selv funktioner, så bruger du Javascript (hvis du vil ændre i din selvangivelse).

Java

Java er et selvstændigt programmeringssprog der i princippet kan bruges til alt, og Java er ikke begrænset til at bygge funktionalitet i din browser. I din browser leverer Java funktionalitet gennem programmer (applets) skrevet i Java. Applets ligger på forskellige internetsider – inklusiv mange netbank internetsider. Disse applets hentes og afvikles/køres af din browsers java-plugin. Af sikkerhedsgrunde afvikles applets i en “sandbox” og kan i teorien ikke lave ulykker udenfor sandbox’en. Ondsindede applets udnytter dog sårbarheder i Java til at bryde ud af sandbox’en, og inficere din computer med malware.

Java kommer i to versioner: JRE (Java runtime environment) og JDK (Java developer kit). Hvis du ikke selv programmerer, så har du kun brug for JRE. (JDK indholder JRE plus en lang række andre programmør værktøjer).

Begge “sprog” kan bruges af ondsindede mennesker til at inficere din computer med malware. Begge sprog er “cross-platform”, hvilket betyder, at de kører på alle styresystemer (Windows, Linux, Apple OS, Solaris m.fl.).

Anbefaling

Har du brug for Java? Tjah – til din netbank, men ellers er det begrænset, hvad Java kan tilbyde. Og med udvikling af HTML 5 og Javascript, så er Java i højere grad overflødig. Derfor er anbefalingen: Deaktiver Java (java-plugin) i din primære browser. Hvis du virkelig har brug for Java, så installer en sekundær browser, hvor du har aktiveret Java – og brug så denne sekundære browser når du skal i netbanken.

Reklamer